Illustration web.jpg

20 oktober 2020

Easyfood trodser corona og bygger ny produktionslinje

På trods af den globale COVID-19-pandemi gør fødevarevirksomheden efter nogle hårde måneder med hjemsendelse og opsigelser nu klar til øget vækst på de internationale markeder. Den nye linje, der udelukkende skal producere pølsehorn, står klar inden udgangen af 2022. 

Store, internationale giganter som McDonalds, Starbucks, Tchibo og Albert Heijn To Go står i kø for at arbejde sammen med 

fødevareproducenten Easyfood, der har specialiseret sig i innovative og nytænkende produkter og koncepter til kaffebarer og cafeer. 

Og det internationale eventyr er nu så godt, at der er brug for at udvide bageriet i Kolding. Det glæder ledelsen ekstra meget, fordi 2020 med COVID-19-pandemien har været en udfordring.

“2020 bliver stadig et dårligt år for os. Men efter nogle hårde måneder, bliver vi nu lagt ned af nye ordrer, og vi kan se, at 2021 igen bliver et vækstår for Easyfood. Det var rettidig omhu, at vi i foråret først sendte folk hjem og siden desværre også måtte opsige nogle medarbejdere. Men nu er vi på vej tilbage på vækstsporet,” siger adm. direktør Flemming Paasch 

Easyfood har i forvejen to produktionslinjer, men inden udgangen af 2022 står der altså en tredje linje klar. Det blev en realitet, da Easyfoods majoritetsejer, Orkla, forleden besluttede at investere et trecifret millionbeløb i en ny produktionslinje. 

“Easyfood har været igennem en imponerende vækst over de seneste år, og hvis den skal fortsætte, er det nødvendigt at øge produktionskapaciteten. Som følge af COVID-19-pandemien har vi holdt den endelige investeringsbeslutning lidt tilbage. Nu er tiden dog inde til at sætte gang i udvidelsen af bageriet i Kolding. Med den nye linje kan vi skalere 

eksporteventyret yderligere med nye internationale kunder, ligesom der bliver plads til at vækste på markeder som Sverige, Norge og Finland, hvor Orkla i forvejen står stærkt,” siger Carsten Hänel, der er bestyrelsesformand for Easyfood.

Easyfood har med sin produktion lagt sig mellem den klassiske håndværksbager og egentlig industriproduktion som de større brødfabrikanter, og det er den niche, der nu er plads til at dyrke med udvidelsen. Den nye tredje linje skal håndtere Easyfoods store produktion af pølsehorn, mens de to eksisterende linjer får plads til udviklingen af mere specialiserede produkter. 

”De kunder, vi taler og arbejder med i dag, er så store, at vi skal have mere kapacitet, når de lægger en ordre. Nu kan vi både tage et kvantespring med vores produktion af pølsehorn og sikre plads til at udvikle os internationalt,” siger Flemming Paasch.

Han glæder sig over, at beslutningen om en tredje produktionslinje også endeligt cementerer, at Easyfood bliver i Kolding, selv om der er kommet nye ejere til. Orkla ønsker at drive sin forretning gennem stærke, lokale virksomheder. Det gælder f.eks. Kims i Søndersø og Odense Marcipan i Odense – og nu også Easyfood i Kolding. Produktionslinjen bliver bygget lige vest for de eksisterende bygninger på et stykke jord, som Easyfood har ejet et stykke tid.

 

 

 


Newsletter signup

Modtag vores nyhedsbrev og bliv inspireret

Our company is credit worthy according to Bisnode's credit assessment system that is based on a number of decision rules. This credit rating is updated on a daily basis, and always shows the current rating and date.